Hvis du overvejer en tandretning, så bør du læse dette indlæg først. Jeg manglede nemlig et sted jeg selv kunne finde info om de forskellige tandretnings metoder, indtil jeg talte med en klinik. Man kan selvfølgelig altid finde information om de forskellige behandlinger på klinikkernes egne hjemmesider, men jeg manglede lidt en mere personlig vinkel på det. Hvordan er oplevelsen med tandskinner osv.

Hvorfor tandretning?

Hvis du overvejer at få rettet dine tænder, så er det sikkert fordi du på den ene eller den anden måde er utilfreds med dem. Det kan være den måde de ser ud på. Måske er de skæve eller vokser ind over hinanden. Det kan også være fordi dine tænder rent fysisk generer, måske i en sådan grad at du har smerter i kæbe og mund. Det kan du læse mere om her. For mit eget vedkommende var det fordi jeg var utilfreds med mine fortænder i overmunden. Jeg havde overbid, og har stadig lidt, men det generede mig meget i forhold til mit udseende. Det har også altid påvirket min talemåde lidt.

Jeg har før fået at vide hos tandlægen at jeg har en tendens til åbenbart at skubbe til mine fortænder med min tunge, og selvom det lyder lidt spøjst, så kan daglig ‘tungeskubning’ altså godt medføre at ens tandstilling ændrer sig med tiden. De af jer der er ægte ‘Sex and the City’ fans kan måske huske et afsnit hvor Miranda fik bøjle på tænderne fordi hun var en såkaldt ‘tongue thruster’. Den reference var det første jeg kom til at tænke på, da jeg selv fik det at vide. Det heldige er dog at jeg ikke behøver gå igennem ydmygelser med ‘togskinner’ på tænderne. I dag findes der heldigvis pænere og nemmere løsninger når det kommer til tandretning.

Hvilken behandling skal man vælge?

Ligesom der også findes flere forskellige grunde til at få foretaget en tandretning, så er der også flere forskellige former for behandlinger. Jeg valgte at gå med nok den mest populære for tiden; nemlig Invisalign behandlingen. Måske har du allerede hørt om den. Den populære ‘usynlige’ skinne er nemlig ganske brugt, omtalt og fremvist på diverse sociale medier. Jeg slap for Mirandas ydmygende situation med at være en ’34-årig nørd’ som hun kaldte sig selv.

Jeg er for det første ikke 34 endnu, men vigtigere, jeg har kunne rette mine tænder op ved daglig brug af den usynlige Invisalign skinne. Den gennemsigtige skinne bliver støbt efter dine tænder, og så skal du gå med den et bestemt antal måneder, alt efter hvor meget dine tænder skal rettes op. Jeg fik min skinne af i sidste år, efter 14 måneder med den, og jeg er så glad over resultatet efter min tandretning.